Vi elsker alle denim jeans, fordi de er praktiske og behagelige at have på, men i dag er jeans ikke længere bare jeans. Der findes jeans i alle mulige former, farver, længder og med alverdens detaljer, så det skulle gerne være muligt at finde et par, som netop passer til ens personlige stil. Med jeans kan man skabe mange forskellige looks til forskellige lejligheder, og lige nu er det det rå og det afslappede look, som er allerhøjeste mode.
 |
Det rå look til venstre skabes vha. det
slidte par jeans fra Only og den super lækre læderjakke fra Gestuz, mens det afslappede look til højre skabes det
ensfarvede par jeans, den løstsiddende T-shirt samt cardigan fra H&M og et par
turkisfarvet All Stars sneakers. |
Vi ønsker alle sammen at udtrykke, hvem vi er som personer, og det gør vi også gennem vores tøj, som har symboler og værdier tilknyttet sig. De forskellige modemagasiner og modeprogrammer giver råd til, hvordan man finder sin personlige stil, men samtidigt reklamere for de forskellige brands og trends. Modeindustrien udvikler hele tiden nye trends, og derfor kommer der hele tiden noget nyt tøj på markedet. Mode kan ligesom design forstås som en symbolsk aktivitet, der repræsenterer forbruget af tegn i stedet for forbruget af objekterne. Vi når nemlig ikke at slide vores tøj op, inden at der kommer noget nyt på markedet, som vi køber, fordi vi føler, at det andet tøj er outdatet. Vi er slaver til en industri, som har forstået at skrue sig sammen på måde, hvorpå den kan tjene flest penge.
Men er der overhovedet noget, der kan defineres som en personlig stil, når vi alligevel bare følger de trends, der er oppe i tiden? Og kan man overhovedet tale om en personlig stil, eller er dette blot noget vi bilder os ind eksisterer, så vi kan føle os unikke? Ideen om en personlig stil er ikke så meget den enkelte beklædningsgenstand, men mere helheden i tøjsammensætningen, der giver et bestemt udtryk/”look”. Den personlige stil tager gerne udgangspunkt i den eksisterende mode, men man tilføjer gerne sin stil/tøj et personligt touch - dette kan være, når man enten tilføjer eller laver om på en beklædningsgenstand, fx ved at afblege jeans for et “slidt” look. Man får følelsen af individualitet, når man har tøj på, som ingen andre har. Men samtidig har man et bestemt tilhørsforhold til den sociale gruppe, som man er i, hvilket på den ene eller anden måde vil komme til syne. Mennesket er et flokdyr, og vi vil derfor helst ikke skille os alt for meget ud, idet dette vil adskille os fra de andre i gruppen. Der findes personlig stil, men spørgsmålet i denne forbindelse er i stedet i hvor høj grad, der er tale om personlig stil, - når vi alligevel “låner” fra de nuværende modetendenser.