onsdag den 11. februar 2015

WE LOVE DENIM JEANS - OG TANKEN OM DEN PERSONLIGE STIL


Vi elsker alle denim jeans, fordi de er praktiske og behagelige at have på, men i dag er jeans ikke længere bare jeans. Der findes jeans i alle mulige former, farver, længder og med alverdens detaljer, så det skulle gerne være muligt at finde et par, som netop passer til ens personlige stil. Med jeans kan man skabe mange forskellige looks til forskellige lejligheder, og lige nu er det det rå og det afslappede look, som er allerhøjeste mode.

Det rå look til venstre skabes vha. det slidte par jeans fra Only og den super lækre læderjakke fra Gestuz, mens det afslappede look til højre skabes det ensfarvede par jeans, den løstsiddende T-shirt samt cardigan fra H&M og et par turkisfarvet All Stars sneakers. 

Vi ønsker alle sammen at udtrykke, hvem vi er som personer, og det gør vi også gennem vores tøj, som har symboler og værdier tilknyttet sig. De forskellige modemagasiner og modeprogrammer giver råd til, hvordan man finder sin personlige stil, men samtidigt reklamere for de forskellige brands og trends. Modeindustrien udvikler hele tiden nye trends, og derfor kommer der hele tiden noget nyt tøj på markedet. Mode kan ligesom design forstås som en symbolsk aktivitet, der repræsenterer forbruget af tegn i stedet for forbruget af objekterne. Vi når nemlig ikke at slide vores tøj op, inden at der kommer noget nyt på markedet, som vi køber, fordi vi føler, at det andet tøj er outdatet. Vi er slaver til en industri, som har forstået at skrue sig sammen på måde, hvorpå den kan tjene flest penge.
Men er der overhovedet noget, der kan defineres som en personlig stil, når vi alligevel bare følger de trends, der er oppe i tiden? Og kan man overhovedet tale om en personlig stil, eller er dette blot noget vi bilder os ind eksisterer, så vi kan føle os unikke? Ideen om en personlig stil er ikke så meget den enkelte beklædningsgenstand, men mere helheden i tøjsammensætningen, der giver et bestemt udtryk/”look”. Den personlige stil tager gerne udgangspunkt i den eksisterende mode, men man tilføjer gerne sin stil/tøj et personligt touch - dette kan være, når man enten tilføjer eller laver om på en beklædningsgenstand, fx ved at afblege jeans for et “slidt” look. Man får følelsen af individualitet, når man har tøj på, som ingen andre har. Men samtidig har man et bestemt tilhørsforhold til den sociale gruppe, som man er i, hvilket på den ene eller anden måde vil komme til syne. Mennesket er et flokdyr, og vi vil derfor helst ikke skille os alt for meget ud, idet dette vil adskille os fra de andre i gruppen. Der findes personlig stil, men spørgsmålet i denne forbindelse er i stedet i hvor høj grad, der er tale om personlig stil, - når vi alligevel “låner” fra de nuværende modetendenser.

Cowboybuksen

 
- fra arbejdsbuks til modefænomen

Den slidstærke arbejdsbuks har rod helt tilbage i 1500-tallet, hvor den blev fremstillet i den italienske bystat Genova. Bukserne blev især brugt i den genovesiske flåde, hvor søfolkene var afhængige af benklæder, som nemt kunne smøges op, når dækket skulle svabes. Navnet jeans stammer imidlertid fra franskmændene, som forsøgte at kopiere det genovesiske stof, men som ved et tilfælde i stedet opfandt stoffet ”denim”. Disse nye buksetyper kaldte de "Bleu de Gênes", hvor det sidste ord udtales nogenlunde som jeans. I 1700-tallet blev cowboybukserne ligeledes populære blandt britiske handelsfolk, som siden bragte bukserne til USA - hvor særligt minearbejdere, jernbanefolk og fabriksarbejdere blev glade for de slidstærke arbejdsbukser. 1873 anses dog som året, hvor denim blue jeans reelt blev opfundet, - oprindelig kaldet ”XX”. Mændene bag var skrædderen Jacob Davis som i samarbejde med købmanden Levi Strauss gjorde en forretning ud af at producere arbejdstøj til guldminearbejderne i Californien og andre hårdtarbejdende grupper af arbejdere i det nye amerikanske samfund, - fremstillet af blå denimBukserne blev desuden forstærket med kobbernitter og dobbeltsyninger på lommerne, fordi særligt disse havde en tendens til at blive hårdt medtaget under arbejdet.
I 1886 blev Levisbukserne påført læderlabelen ”Two Horses”, som vi også kender det fra bukserne i dag. Logoet  der forstiller et par jeans, som bliver trukket til hver sin side af to heste, - repræsenterer den enorme styrke og holdbarhed, der er at finde i Levi’s tøjet. Men det var først i 1936, at det berømte røde mærkat på baglommen, som gør Levi's genkendelige på lang afstand, kom til. Omkring samme tid, producerede Hollywood ligeledes en lang række westernfilm – hvori cowboyerne ofte var iført jeans. Denne western-påklædning gav bukserne tilnavnet cowboybukser og blev ligeledes synonymet med et frit og uafhængigt liv, og allerede her får mange øjnene op for denim, men buksen forbliver dog stadig helt indtil 2. Verdenskrig, udelukkende anvendt som arbejdstøj.    
Først i 50érne blev cowboybukserne et mere almindeligt syn som fritidsbeklædning - særligt blandt unge af begge køn. Denne trend vakte dog forargelse, fordi kvinder gik i mandebukser med lynlås foran - og anstødeligt var det ligeledes, at de stramme bukser udstillede kvindekroppen! Buksen som oprindeligt havde været betragtet som arbejdernes tøj, fik pludselig status som et modefænomen, og det var særligt blandt de rebelske unge, at trenden hittede. I det følgende årti afspejlede cowboybukserne, domineret af mærkerne Levi's, Lee og Wrangler, den særlige ungdoms – og hippiekultur og dens oprør mod forældrenes normer.
Fra 1970'erne vandt cowboybukserne gradvist indpas som fritidstøj hos alle uanset alder, køn, social status eller politisk overbevisning. Modellerne og mærkerne blev mange og mere modeprægede, fx med svaj forneden, cigaretben, kassebuksefacon, gulerodsfacon samt forskellige lommer og stikninger. Cowboymoden bredte sig tillige til andre beklædningsdele såsom jakker, tasker, nederdele, shorts, skjorter og hatte. Generelt blev denim-stoffet udtryk for en afslappet og uformel holdning.
I 1980'erne blev denim for alvor tilknyttet ”high fashion clothing”, da kendte designere tillige begyndte at udforme deres egne designs af jeans. Dette årti tilførte desuden i høj grad det slidte eller forvaskede udseende også kaldt ”stone washed denim”, hvorimod 90érne i høj grad bidrog til andre farver denim - end den ellers traditionelle indigofarvede buks.

Moden indenfor denim har undertiden gennemgået mange stilarter, og generelt har jeans fået et helt andet statussymbol end deres oprindelse. Den traditionelle Levis grundmodel ”501” er stadig på markedet og lever i bedste velgående. Modebuksen er forholdsvis dyr, og i dag er mærket Levis i højere grad forbundet med et symbol på luksus og velstand – end underklasse som jo var dens egentlige udgangspunkt.


Denim & Køn: Fra Levi’s ”Refrigerator-Guy” til ”Fire-piger-et-par-Jeans”, symbolet på FRIHED!


Levi’s reklamefilm “Refrigerator” fra 1988 omhandler deres 501’er buks og kan siges at understrege ”Cowboy” i cowboybukser og udstråler potens, frihed og oprør med traditionerne. Og i forlængelse af oprør, så er denimstoffet ikke kun for mænd længere og det ses tydeligt i den gradvise udbredelse, der har været af denimstoffets brug til andre slags beklædningsgenstande som skjorter og kjoler.


Det spændende er dog ikke kun, hvorfor denimstoffet blev erklæret ”fri-for-alle”, men derimod de paradigmer der findes under denim/jeans syntagmet. Det er der, vi finder ud af, hvorfor alle elsker dette materiale, og hvorfor det er blevet fair game blandt begge køn. Hvis vi ser på Levi’s 501 reklamen skriger den ”The American Dream”, og alt i reklamefilmen lugter langt væk af Amerika: Den moderne cowboy, Western, maskulinitet, friheden til at tage hvad du vil, og gøre hvad du vil – du har friheden! Og det er denne frihed denimstoffet symboliserer. Og denne frihed eskalerer og udbreder sig til andre felter (og til kvindekønnet), og moden dikterer, at det også er skjorter og kjoler, der kan laves af det legendariske ”friheds-stof”.
Denimstoffet er ofte blødere, når det bliver brugt til kjoler. Dette hænger højst sandsynligt sammen med kvinde-symbolikken, der holder på det feminine og bløde hos kvinder – dog kan man stadig se Couturekjoler lavet af jeans, men det er alligevel til den gennemsnitlige kvinde, at det bløde denim bliver produceret. Modsat Levi’s reklame er dette mindre maskulint, og det kan dermed argumenteres, at denim har ændret sig til både at være maskulint og feminint, idet det både kan være blødt (primært til skjorter og kjoler) og mere groft, når det er jeans – og det er både mænd og kvinder, der tager skjorterne og bukserne på! Igen er det friheds-symbolikken i denim-stoffet, der gør det muligt at bruge det i forskellige sammenhænge, og der er frihed til at lave om på stoffet. Men hvor langt går friheds-symbolikken egentlig? Og hvor langt væk kan vi komme, før denim ikke er denim mere? På Amazon.com kan man finde ”Denim-underwear” til mænd (og andre hjemmesider byder på ”denim” BH’er), og selvom produktet er lavet af 90 % polyester og 10 % spandex, og ikke har set skyggen af rigtigt denimstof, så er argumentet stadig, at det symboliserer den frihed, som vi forbinder denim med.
Denims symbolske ækvivalens er altså den, at vi sammenfører specifikke værdier mellem materialet (og til dels print-associationen) og sociokulturelle koder, der er forbundet med frihed. Det er dermed sagt ikke kun det, at denim trender i denne sæson og popper op med jævne mellemrum i modebilledet med både nitter, sten, broderi, huller osv., der giver denim-stoffets dets værdi, men dets historie (fra arbejder-bukser til couture fashion) og det værdisæt der er knyttet til materialet. Denim er således fritstillet mellem mænd og kvinder!